Hvad kan slå triops ihjel
De er hårdføre, men har svagheder
Der er nogle få ting, som du skal passe på med. Triops er under normale omstændigheder meget hårdføre, men mens de er helt små, er der alligevel nogle ting, som de ikke bryder sig om overhovedet.
Dødsårsag 1: Overfodring
Langt de fleste triops dør af overfodring. Når der er for meget foder i vandet, vokser bakterier voldsomt og kan på meget kort tid gøre vandet uegnet til triops.
Det er vigtigt at tænke på, hvor stor dine triops er. Forestil dig maven på den, mens den er helt lille. Hvis ikke du kan forestille dig det, kan jeg sige, at den er MEGET lille - de første tre dage, hvor du ikke skal fodre, spiser den infusorier, men derefter kan du begynde at fodre den en lillebitte smule foder i form af knust fiskefoder, eller hvad du har. Men du skal virkelig fodre lidt. De skal nok finde maden - blot du sørger for at der er fodret sparsomt nok, til at foderet bliver spist op hver dag.
Efterhånden som triopsene bliver større, bliver det også meget lettere at have med fodringen at gøre. Du kan rent faktisk håndfodre dem, når de bliver store.
Dødsårsag 2: Ændring af forhold
Når du skifter vand ud hos triopsene, er det vigtigt at vandet er af samme type og at du maksimum skifter ca. 25% vand indenfor et døgns tid. Vandet skal yderligere have samme temperatur som vandet i dit akvarium. Det kan evt. gøres ved at lade vandet flyde i en beholder i akvariet - f.eks. en 1/2l vandflaske. Hvis dit akvarie bare står i stuen, kan du blot stille vandet i stuen nogle timer, til det har ca. samme temperatur.
En anden ændring af forhold, kan være, at du tilfører 25% hanevand til et akvarium med rent regnvand. I dette tilfælde, bør du være ekstra forsigtig, og måske blot tilføre 10% hanevand i nogle dage og langsomt øge mængden til triopsene går i rent hanevand - de trives meget fint i hanevand.
Dødsårsag 3: Kanibalisme
Hvis dine triops går for tæt i en for lille beholder, kan de begynde at æde hinanden. De gør det også, hvis de bliver fodret for lidt. Det er et godt træk at have i den evolutionære kamp, at du spiser dine konkurrenter for at give bedre plads til de stærkere overlevere.
I øvrigt udskiller triops også et stof i vandet, når de bliver større. Dette stof gør at andre levende unge triops i baljen stopper med at vokse - en anden smarthed for at forhindre konkurrence om pladsen.
Dødsårsag 4: Luftfriskere, fluegifter - kemikalier
Du skal passe uhyre meget på med at sprøjte fluegift og andre kemikalier i samme lokale som dine triops. Dæk dem til og tag låget af igen, når kemikalieskyen er drevet over.